En psykolog forklarede, hvilke psykologiske mekanismer der får folk til at forelske sig i deres partners potentiale snarere end i hans eller hendes faktiske adfærd.
Mennesker med ængstelig tilknytning er mere tilbøjelige til at fokusere på tegn på mulig intimitet / foto depositphotos.com
Nogle mennesker bliver i forhold, ikke fordi de konsekvent er gode, men fordi de næsten virker gode. Samtidig er det vigtigste ofte ikke realiseret – når vi forelsker os i, hvad en person kan blive, bliver vi ofte knyttet til fantasien om fremtiden snarere end virkeligheden i nutiden. I sin artikel for Forbes har den amerikanske psykolog Mark Travers opstillet fire grunde til, at folk konstant “venter på kærligheden”, mens de forbliver i ulykkelige forhold.
Ifølge ham viser forskning: Tiltrækning til potentiel snarere end faktisk adfærd er ofte formet af forudsigelige kognitive og følelsesmæssige mekanismer, som har stor indflydelse på romantiske beslutninger.
Og her er de grunde, han nævnte:
Hjernen overvurderer urealiseret potentiale (især i kærlighed). Menneskets motivationssystemer er særligt følsomme over for forventning. Desuden frigives dopamin ofte kraftigere i forventning om en belønning, end når den modtages. Det betyder, at forestillede fremtider kan have en stærkere følelsesmæssig påvirkning end faktiske oplevelser.
Barndommens holdninger forvandler ustabilitet til kærlighed. Tilknytningsteori hjælper os med at forstå, hvorfor nogle mennesker er særligt sårbare over for dette scenarie. Mennesker med en ængstelig tilknytningstype er mere tilbøjelige til at fokusere på tegn på mulig intimitet end på en partners konsekvente lydhørhed. Når omsorgen i et forhold er inkonsekvent, forbliver den ængstelige persons tilknytningssystem konstant aktivt, og håb bliver en måde at regulere sig selv på. Troen på, at “tingene bliver bedre”, gør forholdet tåleligt i nuet, selv om behovene ikke bliver opfyldt.
Kognitive forvrængninger gør potentiale til “bevis” for kærlighed. Der er flere velundersøgte kognitive forvrængninger, som får en person til at klamre sig til et billede af, hvem en partner kunne være, i stedet for hvem de er hver dag. Tilsammen gør disse forvrængninger, at potentialet ikke er en hypotese, men angiveligt et bevis.
Læs også:
Følelsesmæssigt arbejde er en erstatning for kærlighed. Et andet vigtigt træk ved dette mønster er, at man tager for meget ansvar for forholdets succes. Forskere har vist, at mennesker, der tager hovedparten af ansvaret for at regulere følelser, løse problemer og “udvikle” deres partner, ofte føler mere hengivenhed end partneren. Der opstår et paradoks: Jo mere en person anstrenger sig for at holde fast i et forhold, jo mere meningsfuldt virker det for ham. Hans eller hendes eget arbejde bliver et “bevis” på følelsernes dybde.
Travers understregede, at set fra et psykologisk perspektiv er det adfærd, der er den mest pålidelige indikator for relationelle evner. Forskning i relationer har konsekvent vist: konsekvente mønstre af lydhørhed, pålidelighed og følelsesmæssig tilgængelighed er meget mere præcise forudsigelser af tilfredshed i forholdet end intentioner eller ord.
Vi vil minde om, at psykologen tidligere har nævnt 4 riter, som bør opgives på Valentinsdag.
